næste >

< forrige

Magic Move den 17. juni på Experimentarium kl. 16.00 og Tuborg Havn kl. 21.45

 

Pressemeddelelse

Juni 2011

Danseforestilling smager, dufter og rører

Magic Move den 17. juni på Experimentarium kl. 16.00 og Tuborg Havn kl. 21.45

Hvad sker der, når sansestimuli og scenekunst smelter sammen i en kunstnerisk oplevelse? Det kan man få svaret på i Ingrid Kristensens danseforestilling, Magic Move, hvor de kunstneriske virkemidler er smage, dufte og flygtige berøringer. Magic Move opføres den 17. juni på Experimentarium kl. 16.00 og på Tuborg Havn kl. 21.45.

Stemninger og sindstilstande

Ingrid Kristensens danseforestilling Magic Move er inspireret af stemninger og sindstilstande i udvalgte H.C. Andersen-eventyr. Følelser og sindstilstande får krop og bevægelse i frie fortolkninger af Det er ganske vist, De røde sko, Kejserens nye klæder og Pigen med svovlstikkerne. Dermed er forestillingens skelet hentet hos den fynske eventyrdigter, men danseforestillingens kerne er eventyrernes stemninger af frygt, sensualitet, leg, længsel og det kosmiske.

Sanselig scenekunst

Dansens koreografi og lyseffekter ledsages af smage, dufte og flygtige berøringer. Magic Move er nemlig en del af Ingrid Kristensens tre-årige projekt Sans & Dans, hvor menneskets fem sanser skal skabe nye platforme og formater for dansen.  Det er frivilligt om man vil lade sig røre, men sikkert er det dog, at den nysgerrige koreograf kigger med fra kulissen, da publikums reaktioner er en vigtig del af projektet.

Der er fri entre til begge opførelser, og den 17. juni er eneste mulighed for at opleve forestillingen i København.


Med venlig hilsen

Have Kommunikation


Kontakt:

Astrid Thoudal Clausen • astrid@have.dk • 33 25 21 07 / 20 87 96 61

Ingrid Kristensen • mail@ingrid-kristensen.dk • 27 20 19 17


Ide, koncept, instruktion og koreografi: Ingrid Kristensen

Musik og visuelt design: Anders Vejen Andersen

Lysdesign: Simon Holmgreen

Dansere: Anna Kinoshita, Tore Asbjerg, Christel Stjernebjerg, Fiolla Qukani, Lars Christian Feit Andersen

Varighed: 30 min.


Sans & Dans

Sans & Dans er et kunstnerisk forskningsprojekt, som undersøger interaktionen mellem dans og sansestimuli. Projektet er en platform for udvikling af en ny form for sanselig scenekunst. Ingrid Kristensen står i spidsen for projektet og ønsker at sætte dansen på den globale kulturdagsorden. I projektet udforskes nye måder at præsentere danseoplevelser på til nye og uvante publikumsgrupper og samtidig fokuserer Sans & Dans på at udvikle danseoplevelser i andre formater end de vante i scenerummet. I de tre år Sans & Dans varer, udvikles en række prototyper på danseinstallationer, forestillinger med sanseeksperimenter og en række tests og observationer på publikums reaktion ved mødet med den sanselige kunstneriske oplevelse. Sans & Dans henter blandt andet sin viden og sparring fra et innovationsråd bestående af 24 medlemmer. Medlemmerne repræsenterer samlet set den højeste faglighed og erfaring inden for kunst, sanseforskning, formidling, oplevelser og internationale perspektiver.

 

tirsdag den 7. juni 2011